Ørelidelser hos hunde

Øregangs-betændelse

Øregangs-betændelse er en betændelsestilstand i øregangens hud. Indersiden af øreflappen og øregangens brusk kan være ramt. Årsagerne kan være allergi, parasitter og fremmedlegemer. Sygdommen er hyppig hos hunde, og bliver desværre hos nogen kronisk. Ved de kroniske tilfælde kan der komme permanente hudforandringer på øreflappen som skorpet/ skællende hud, som bliver mørkere og der er en overproduktion af ørevoks.

Symptomerne er :

  • Kløe eller smerter i et eller begge ører.
  • Hovedrysten.
  • Meget ørevoks
  • Rød og fortykket hud på øreflippen.
  • Ildelugtende sekret fra øret.
  • Sår og betændelse omkring ørerne som følge af at hunden klør og kradser meget.

Hvis hunden er ramt af flere sygdomme kan der forekomme kløe andre steder på kroppen, hudbetændelse, voldsom fældning hvor pelsen også er fedtet og tynd.

Behandling

Først skal dyrelægen lokaliserer hvad årsager til betændelsen er. Så skal øret renses og der skal tjekkes for fremmedlegemer, svulster, hul på trommehinden eller prop af ørevoks. Hvis der er en prop af ørevoks kan man lave en øreskylning som kan løsne proppen.

Behandlingen kan være bakterier, svampe eller parasit dræbende øredråber.

Hvis det er nødvendigt med antibiotika, kan det gives i pilleform eller som indsprøjtning. Hvis der er tegn på allergi, vil dyrlægen evt. give binyrebarkhormon.

Er det svulster eller en kronisk ørebetændelse, hvor huden er så fortykket det ikke længere er muligt at lokal behandle, kan man opererer.

Øremider

En øremide er en parasit på 0,5 mm, der er i familie med fnatmiden. I modsætning til fnatmiden lever den ovenpå huden, hvor den lægger æg, der i løbet ad 2-3 uger bliver til voksne øremider. Inden da har de været larver og nymfer. Den er meget mobil og er derfor meget smitsom, når dyrene har direkte kontakt. Den findes hos både hund og kat, det er derfor vigtigt at behandle alle dyr i husstanden. Den kan også smitte til mennesker, her kan den ikke overleve men kan give irriterende kløe. Kroniske infektioner med øremider kan give øregangs-betændelse og mellemøres-betændelse.

Symptomerne er :

  • Store mængder sort ørevoks der ligner kaffegrums. Det er øremidernes afføring.

  • Kløe i ørerne hvor de kradsemærker kløerne giver kan give sår der let bliver betændte.

  • Rød og irriteret hud i øret.

  • I få tilfælde vil der også være kløe andre steder på kroppen.

Øremider kan ses med et otoskop, som er den dyrlægen bruger til at undersøge dyrets øre med. Den er forsynet med forstørrelse og lys. Øremiden bryder sig ikke om lys og vil derfor søge væk fra dette og bevægelsen vil kunne registreres. Ørevoksen kan også undersøges under et mikroskop, hvor de også vil søge væk fra lyset.

Behandling

Øremider er forholdsvis lette at komme af med, hvis det opdages tidligt. Ellers kan det være nødvendigt med en behandling med antibiotika hvis det er blevet kronisk og evt. har udviklet sig til en infektion. Øret skal renses hvis behandlingen skal være optimal, Det kan være øredråber eller spot-on middel der skal dryppes i nakken som med loppe og flåt forebyggelse.

Mellemørebetændelse

Mellemørebetændelse skyldes ofte bakterier eller infektion med svampe. Kommer ofte i forbindelse med det tidligere beskrevet ørebetændelse og øremider. Kan ramme et eller begge øre. Mellemøret og den ydre øregang er kun adskilt af trommehinden som er en sart lille skillevæg der let går i stykker, i forbindelse med sygdom i øregangen. Den kan også let springes, ødelægges eller bliver irriteret af fremmedlegemer som eksempelvis græsstrå, hvis man renser ørerne med en vatpind eller hunden har store hårmængder i øregangen. Et hul på trommehinden tager ca. 14 dage om at hele og mellemøret er meget sårbart i den periode.

Symptomer er :

  • Hunden ryster hovedet og klør sig i øret.

  • Øret er ømt og varmt.

  • Øret lugter grimt og der kan være sekret.

I svære og alvorlige tilfælde kan der være smerter i kæbeledet som viser sig ved at hunden ikke vil åbne munden, nedsat appetit og den virker sløv og den kan holde hovedet skævt mod den syge side.

I svære og alvorlige tilfælde kan nerverne til ansigtsmusklerne blive ramt så hunden savler fordi læben hænger, blinkhinden der normalt ligger under det nederste øjenlåg går op foran øjet. Disse skader kan ikke altid heles. Hvis det er en kompliceret betændelse i det indre øre er der risiko for at din hund aldrig kommer sig helt, fordi balance apparatet har taget skade.

Dyrlægen renser øregangen og kigger på trommehinden, om den har et andet udseende, farve og om der er et hul. Der tages en prøve fra øret som bliver undersøgt. En røntgenundersøgelse kan vise om der er kroniske forandringer og om det er nødvendigt med en operation.

Behandling

Er det en mild mellemørebetændelse kan det behandles med antibiotika som man vælger ud fra hvad man fandt i prøven fra øret, der kan gives binyrebarkhormon så irritationen dæmpes og det kan være nødvendigt at dræne øret for betændelse. Virker ingen af disse behandlinger kan det være nødvendigt at opererer hunden.

Man skal regelmæssigt kigge sin hund i ørerne. Er der ørevoks skal du fjerne det med ørerens og en god stor tot vat, brug aldrig vatpinde. Har hunden tæt hårvækst i øret, kan der sætte sig skidt og ørevoks i disse hår, pluk eller klip dem jævnligt. Hold øje med om den kløer sig mere end normalt i ørerne, om der er rødme, grumset ørevoks om det ser ud som om ørerne hænger mere end normalt.